Campus i en corona-tid

I mandags åbnede flere af uddannelserne i CAMPUS Køge. Kombinationen mellem et testcenter i campus og fysisk fremmøde i forskelligt omfang har åbnet for noget, der minder om det liv, som normalt leves i bydelen. Et liv som både lærere, elever og skoler har ønsket sig i længere tid. Men hvordan er det egentlig gået i nedlukningsperioden og hvordan fungerede udendørs fremmøde hos erhvervsskolerne og erhvervsgymnasierne i Køge? Det har vi spurgt forskellige uddannelseschefer og rektorer om. Hos ZBC i Køge, som tilbyder uddannelser inden for bl.a. SOSU-området og pædagogisk assistent, samt kokke, tjener og konditor, har skolen benyttet sig af alle de muligheder, som nødbekendtgørelserne har åbnet for mhp. at hjælpe deres elever bedst muligt. Ifølge Jesper Borresen Hansen, Uddannelseschef hos ZBC, har der været en ret skarp pædagogisk ramme om onlineundervisningen – dels for at sikre, at eleverne følger så normal en skoledag som muligt og for at sikre at eleverne fortsat er del af et fællesskab og oplever progression i deres uddannelser. I de sidste to uger har stort set alle elever været mødt op til fysiske udendørsmøder i forskellige typer af trivselsgrupper. Derudover har der været udendørs undervisning en gang om ugen, for de hold, hvor det giver mening. Jesper understreger dog, at ”Vi oplever faktisk relativt begrænsede udfordringer med eleverne. De er naturligvis corona-trætte ligesom alle vi andre, men de udtrykker, at undervisningen kører så godt, som det nu er muligt – de savner primært det sociale samvær med deres holdkammerater”, fortæller Jesper, som dog påpeger, at elevgruppen på ZBC kan være lidt ældre end på de øvrige uddannelsesinstitutioner på Campus. Det har derfor mere været familielivets udfordringer, når egne børn også er hjemme fra skole og daginstitution, der har fyldt, end det har været trivsels- og frafaldsproblematikker. Trivsel, det sociale og det faglige Rektor Line Høyer Jørgensen fortæller, at de hos EUC Sjælland i CAMPUS Køge har taget en del EUD-elever ind på skolen til fremmøde undervisning i dialog mellem lærer og elev, samt tilbudt trivselsgrupper. Ifølge Line er der en del håndværksmæssige fag, hvor hjemmeundervisning ikke ligger lige for. Derfor er elever blevet inviteret ind.
I de sidste uger har vi dog fokuseret på at åbne op for svendeprøver og certifikatfag, så vi har kunne hjælpe de unge på erhvervsuddannelserne med at færdiggøre deres uddannelser og gå videre i job”, fortæller Line og understreger, at skolen derfor kun har tilbudt ugentlig udendørsundervisning, hvor det har givet mening rent fagligt.
Line er derfor ”kisteglad” for, at skolerne kan åbne mere op efter påske og siger; ”Vi er utrolig glade for, at vi endelig kan få alle vores elever tilbage på skolen efter påske. Det bliver godt for deres trivsel, det sociale og det faglige – en skole uden elever er altså ikke en rigtig skole – så det bliver herligt med liv i lokalerne og laboratorierne samt at få sat gang i alle de sociale tiltag, som vi har måtte udskyde”. Eleverne er generelt godt med fagligt Også hos Køge Handelsskole har eleverne haft mulighed for at blive visiteret til at sidde på skolen og modtage undervisning, men de har også i lærergruppen gjort meget ud af at navigere på de virtuelle platforme, tænke i anderledes og hyggelige aktiviteter, udvekslet erfaringer med forskellige måder at gribe undervisning an på virtuelt.
Vi forsøger sågar at minimere omfanget af lektier og skriftlige afleveringer”, fortæller Uddannelseschef Hans Severinsen, som anerkender at de unge har siddet rigtig meget ved skærmen for at få undervisning, men at de generelt er rigtig godt med fagligt. Han fortæller videre hvordan skolen har gjort ekstra meget brug af mentorer og vejlederkorpset har haft ekstra opmærksomhed på at spotte elever, som de kunne være bekymrede for. Dertil har de rakt ud i de forskellige lærerteams for at holde en løbende opmærksomhed på de unges trivsel.
Hans ser i den grad frem til at skolen åbner igen. ”Intet kan jo til fulde erstatte samvær med kammerater, lærere, en skole man tager til og hjem fra igen. Det skaber rammerne om hverdagen og livet”, fortæller Hans.
Som skole har vi længe haft muligheden for fysisk fremmøde for særlige målgrupper, men meget få har benyttet sig af det, for selvom de savner skolen, er det ikke en tom skole, de savner. Det er hverdagen. Det er klassekammeraterne. Måske endda deres lærere”, smiler Hans.
Sammen om at understøtte unge i at gennemføres deres uddannelser I tillæg til skolernes arbejde med trivsel, har Køge Kommunes Kommunale Ungeindsats – Ungecentrum ligeledes rakt ud efter de unge. Ifølge leder, Christel Jørgensen, har de arbejdet intenst for at hjælpe de unge som har det svært med hjemsendelse og online undervisning.
Jeg tror, at det er rigtig vigtigt, at vi på tværs af Ungecentrum og uddannelser er opmærksomme på hvordan vi hver især støtter de unge, så vi fastholder dem i uddannelse og hvordan vi kan hjælpe hinanden”, fortæller Christel og forklarer hvordan Ungecentrum har taget en del ekstra samtaler med flere og har åbent et straks-tilbud omkring trivselssamtaler og gruppeforløb både på telefon, online og udenfor som bl.a vejlederne kan henvise de unge til. ”Vi har også Ungepsykologen som en mulighed, og hun er flittigt brugt i denne tid”, afslutter Christel, som understreger at tilbuddet om samtaler fortsætter – også efter at skolerne åbner mere op.
       
Scroll to top