Onsdag var en fin dag på Grennessminde, som er en stor socioøkonomisk virksomhed ved Taastrup med bl.a. en STU.
Formålet med besøget var både at se en arbejdsplads med en STU-institution og en social udflugt. Vi gik tur, så på dyr (fx æsler, høns og heste), snakkede om konfirmationer og fik en øko-cola i cafeen.
En af de unge nævnte i dag, at det havde været rart og trygt at se, at der findes et sted og en uddannelse for en – selv hvis man har det svært…
Seks unge var med.
Torsdag havde vi fokus på selvevaluering og næste skridt efter Ung på vej.
Vi lavede søvn-skema, progressionsmåling, afsluttende skriv og talte om hvad der skal ske efter Ung på vej 2.0. Nogle ønsker at fortsætte til 3.0, andre vil i job. En enkelt satte ord på at vedkommende på en måde ønskede at fortsætte, men måske skulle udfordre sig selv ved at øve sig i overgange og i at afslutte ting, der føles trygge.
Syv unge var med.
Næste uge er afsluttende uge for Ung på vej 2.0.
Vi har en workshop om trivsel og mental sundhed med kolleger fra Velfærdsforvaltningen og afslutning med kage og kram.
Vi er både lidt vemodige, fulde af erfaringer til næste forløb – og stolte over at bakke op om de unges tilværelse sammen med jer.
Ung på vej 3.0, der er et 9 ugers forløb, starter onsdag den 10. maj til og med torsdag den 6. juli. Og giv lyd, hvis du har en ung, du tænker er i målgruppe eller vil høre mere om forløbet.
/Ung på vej-teamet